|
En folkelig succes
Bio Langeland drives af Langelands Biografforening, som tæller cirka 700 medlemmer.
Initiativet blev taget i 1999 af en flok entusiastiske, filmgale langelændere med redaktør Tage Rasmussen og turist- og erhvervschef Ole Steen Trinkjær i spidsen. En splinterny, topmoderne biograf stod færdig til indvielse i oktober 2002. Pris: 6,2 mio. kr. Pengene kom fra EU, Fyns Amt, de tre langelandske kommuner, Det Danske Filminstitut, samt fonde, foreninger, folkeaktier og lokale sponsorer.
Biografen viser film alle ugens dage minus mandag, oftest to forestillinger. Et korps på cirka 100 ulønnede medarbejdere fungerer som slik- og billetsælgere, operatører og rengøringsfolk. |