Lille dims forsinker 3D-premiere

Der var lagt op til den helt store fest: 20 august skulle tæppet gå for Avatar i 3 D. Med intet mindre end filmhistoriens største succes skulle publikum fejre, at Bio langeland igen var på højde med de bedste i branchen og kunne vise levende billeder i tre dimensioner.
   Men ak og ve. Selv om nyt lærred er monteret, operatørrummer bygget om til 3D-fremviseren og vaskemaskinen til special-brillerne tilsluttet, må premieren udsættes. Det er anden gang, og nu tør en ærgerlig formand ikke spå om, hvornår det lykkes:
   - Bio Langeland er ligesom 14 andre danske biografer helt uforskyldt løbet ind i problemer med at få leveret udstyret. Den tyske leverandør Kinoton er ganske vist klar med projektoren, men mangler en bestemt chip, som skal komme fra Texas Instruments. Og her kan man åbenbart ikke følge med nu,, da biografer over hele Europa vil i 3D. Vi kan ikke engang få at vide, hvornår den famøse lille dims kan leveres, fortæller Klavs Mark Henriksen.
   Med udsættelsen på ubestemt tid må biografen ændre programmet i slutningen af august. Hverken Avatar eller den anden planlagte 3D-film, Toy Story 3, kan vises uden det rette udstyr. De erstattes af filmene Pas På Pelsdyrene og Knight and Day (se det ændrede program her på hjemmesiden)
   Men intet er jo heldigvis så elendigt, at Bio Langeland ikke kan vende det til en fordel. Torsdag 26. august har biografen danmarkspremiere på Hævnen - Susanne Biers stærkt roste film, som er delvist optaget på Langeland. Og udsættelsen af 3D-premieren giver mulighed for at vise Hævnen nogle ekstra gange i de første spilledage.

3D-premiere med Avatar 20. august
I midten af august er installeringen af 3D udstyr klar i Bio Langeland.
   Vi lægger ud med filmhistoriens største succes Avatar fredag 20. august. En helaftensfilm uden pause. Torsdag 26. august er der danmarkspremiere i 3D på Toy Story 3 – familiefilm med dansk tale.
   For at kunne se 3D-film skal der bruges specielle briller. Bio Langeland har valgt det bedste og dyreste 3D-system med flergangsbriller, som skal afleveres efter forestillingen. Brillerne vaskes i en speciel opvaskemaskine efter brug. Man kan have brillerne uden på sine egne briller. Der er forhøjede billetpriser på 3D-film. (Lagt på nettet 20. juli 2010). 

Bio Langeland går i 3D
Bestyrelsen for Bio Langeland har besluttet at investere i udstyr til både digital og 3-D fremvisning. Det er den største investering i biografens historie, og på generalforsamlingen 19. april gjorde formanden, Klavs Mark henriksen, grundigt rede for baggrunden: 
   -  Film i biograferne er det eneste medie, der endnu ikke er blevet digitaliseret. Indtil udgangen af 2009 var der kun få sale i Danmark med udstyr til digital visning af film. Ved indførelsen af digital visning af film er det filmselskaber og distributører, som får de store besparelser – ikke biograferne som har den meget dyre investering. Man har længe snakket om en fælles løsning, så alle biografer kunne digitaliseres samtidig. Investeringen i det digitale udstyr er så omfattende, at de færreste små biografer kan magte dette. Det kan betyde lukning for mange små biografer.
   - Udviklingen inden for 3D-film – og særlig filmen Avatar - har dog vendt op og ned på dette. Hvis en biograf vil vise 3D-film, skal man først anskaffe en digital fremviser og dernæst en 3D-overbygning, tilsammen en ret stor udgift.
   - Ved meldingen om Avatar i 3D kom der gang i investeringerne. Ved starten på Avatar var 21 biografsale i Danmark udstyret med 3D-fremviser. Avatars store succes og publikumsinteressen for 3D-film har sat gang i investeringen af digitale anlæg i danske biografsale. Indtil videre bruges disse anlæg dog kun til 3D-film. Man afventer og forventer en aftale med filmselskaberne om visning af  ”almindelige” digitale film.
   - Langelands Biografforening har indtil årsskiftet afventet situationen og støttet en samlet national indførelse af digital teknik i de danske biografer.
   - Dog har udviklingen inden for 3D-teknik fået os til at ændre mening. Bio Langeland er en fuldt moderne biograf, der kan måle sig med alle andre biografer i Danmark. Vi vil fortsat arbejde på at udvikle biografen til fordel for vores kunder og tilbyde det nyeste teknik. Derfor er Bio Langeland gået i gang med forberedelserne til indførelse af digital filmfremvisning med 3D, som kræver 3D-briller. Det er dog en meget dyr investering for biografen, derfor har vi søgt lokale LAG-midler.
   - Vi anskaffer det bedste system på markedet, Dolbys 3D-system med de bedste og dyreste flergangsbriller. Vi forventer premiere på 3D-visningen den 8. juli i år med filmen Shrek den Lykkelige. Nogle af de kommende 3D-film vil være Toy Story 3, Olsenbanden på de bonede gulve (første danske film i 3D), Harry Potter og Dødsregalierne 1, Orla Frøsnapper,  Kung Fu Panda 2 og Biler 2.
   - Indtil videre vil det digitale anlæg kun blive brugt til 3D-film, da film generelt ikke udbydes digitalt endnu, men forhåbentlig kommer der en løsning på dette i den nærmeste fremtid, sagde formanden. (Lagt på nettet 24. april 2010)

Rekordår for biografen
2009 blev et rekordår for Bio Langeland. Billetsalget nåede op på 19.218, det højeste nogensinde, og filmomsætningen rundede en million. Det betyder, at Bio Langeland endnu en gang rykker op i biografhierarkiet og placerer sig som ren en B-biograf. Det skulle gerne - alt andet lige – betyde at flere film kommer hurtigere på lærredet i Bio Langeland.
   Antallet af Danmarkspremierer steg også til det største i biografens levetid. I 2009 opnåede biografen 13 danmarkspremierer, hvilket også har været medvirkende til det gode resultat. (Lagt på nettet 24. april 2010)

Bio-medarbejdere lærer genoplivning
Bio Langeland i Rudkøbing har anskaffet en hjertestarter, som hænger udvendigt på gavlen mod Aldi ved siden af postkassen. Den er naturligvis til fri afbenyttelse for alle i området og tilgængelig døgnet rundt.
   I princippet kan alle betjene en hjertestarter umiddelbart, der er tydelig instruktion om fremgangsmåden. Men det er betryggende at have set, hvordan man bruger den, eller selv have prøvet at bruge den, og derfor er alle medarbejdere i biografen inviteret til to møder - torsdag 15. april kl. 14.00 og onsdag 28. april kl. 16.30 - hvor formanden for Langelands Hjertestarterforening Henrik Schakow orienterer grundigt om brugen.
   Desuden arrangeres to førstehjælpskurser for biograf-medarbejdere ved overlæge Vibeke Westphal,. Det foregår to lørdage - 8. og 29. maj, begge dage med start kl. 10.00. Medarbejdere skal tilmelde sig på forhånd. (Lagt på nettet 11. april 2010)

Alle 10-årige inviteres gratis i biografen
Bio Langeland inviterer alle piger og drenge, som er født i år 2000, i biografen lørdag 8. maj. De har gratis adgang til den forrygende animationsfilm Sådan træner du din drage, som vises ved to forestillinger, nemlig kl. 14.00 og 16.15.
   10-års dagen er opfundet, fordi det er en ganske særlig oplevelse at gå i biografen. Man sætter sig ind i mørket kun for at blive underholdt det næste par timer. Det er der nogle børn, der ikke har prøvet, og Bio Langeland vil gerne give dem oplevelsen. 10-års dagen blev afholdt første gang i 2009 og var en stor succes. Bio Langeland og en lang række andre biografer landet over har derfor besluttet, at den skal være en årligt tilbagevendende begivenhed. (Lagt på nettet 11. april 2010)

Specialservice for strynboer
Bio Langeland arrangerer en gang imellem en forestilling, der er tilpasset færgetiderne fra og til Strynø. Næste gang bliver søndag 9. maj, når Bio Langeland viser ”Ivictus” – Clint Eastwoods film om Nelson Mandela i de unge år – kl. 13.30. Forestillingerne arrangeres i samarbejde mellem biografen og med Finn Jørgensen, Strynø. Forestillingerne er dog ikke forbeholdt strynboer, alle er velkomne! (Lagt på nettet 11. april 2010)

Køb og betal billetten her på hjemmesiden
Billetter til alle Bio Langelands forestillinger kan nu købes og betales via internettet. Du finder forestillingen under billetbestilling her på biografens hjemmeside præcis som hidtil, men i stedet for ”Bestil” vælger du ”Køb”, og du betaler med dit betalingskort. Husk at udskrive billetkvitteringen, som har A4 format, tag den med i biografen og aflever den i billetsalget, hvor den ombyttes til en rigtig billet. (Lagt på nettet 11. februar 2010)

Medlemmer fra det ganske land
Langelands Biograforening har medlemmer over det ganske land og sågar to fra Sverige. Kasserer John Bråby har netop holdt mandtal og konstatereret fortsat fremgang: 720 medlemmmer har foreningen nu. 671 af dem bor på Langeland, 29 på Fyn og 15 på Sjælland. Jyderne er i klart undertal med kun tre medlemmer og Sverige følger altså lige i hælene med hele to.

Bio Langeland viser digitale dokumentarfilm
Bio Langeland viser i 2010 en helt ny slags film: DOX:BIO - Film i virkelighedens tjeneste. Biografen vil med dette nye tiltag prøve at imødekomme et kvalitetsbevidst og samfundsfokuseret publikum på Langeland.
   Biografen har sammen med 20 andre biografer i Danmark tilsluttet sig et godt tilbud fra folkene bag den årlige dokumentarfilmfestival i København CPH:DOX. Hver anden måned i 2010 viser vi årets bedste dokumentarfilm fra ind- og udland samtidigt i alle 21 tilsluttede biografer i hele landet.
Datoer og titler, som er lagt fast:
Onsdag 5. maj: FOOD Inc. af Robert Kenner
Onsdag 7. juli:  Armadillo af Janus Metz beskriver en gruppe danske soldater i krig i Afghanistan med base i Camp Amadillo i Helmand-provinsen.
Onsdag 1. september: Blood in the Mobile
Hvis du er interesseret i engagerede dokumentarfilm, så sæt allerede nu kryds i kalenderen. (Redigeret 24. april 2010)

Rekordår i Bio Langeland
2009 blev et rigtigt godt år for Bio Langeland, og der blev sat mange rekorder, Biografen solgte flere billetter end nogensinde før, 19.218 besøgende blev det til. Også filmomsætningen blev markant større end tidligere og rundede for første gang millionen - den endte på 1.057.860 excl. moms. Medlemstallet er i løbet af 2009 steget med ca. 100 til over 700 medlemmer, og det tyder jo på øget opbakning til biografen og det arbejde, som de frivillige medarbejdere udfører. Antallet af danmarkspremierer slog også rekord med 13 i forhold til 8 i 2007. Og som et lille kuriosum: Også antal besøg på denne hjemmeside satte rekord i 2009 med 27.421. (Lagt på nettet 2. januar 2010)

Årets Top 10 i Bio Langeland
Filmatiseringerne af svenske Stieg Larssons Millenium-trilogi indtager både 1., 2. og 5.-pladsen på Top 10 listen over de film, som solgte flest billetter i Bio Langeland i 2009. Her er listen:
1. Mænd der hader kvinder 1.585
2. Pigen der legede med ilden 1.209
3. Ice Age 3
4. Harry Potter og Halvblodsprinsen 1.173
5. Luftkastellet der blev sprængt 991
6. Engle & Dæmoner 662
7. Sorte Kugler 587
8. Julefrokosten 496
9. Karla og Katrine 489
10. Australia 470
(Lagt på nettet 2. januar 2010)

Fortsat succes for verdensoperaer
Bio Langeland sælger fortsat rigtig mange billetter til vinterens serie af operafilm fra The Metropolitan Opera i New York. Oprindeligt var planen at vise hver opera en enkelt gang - en søndag - men efterspørgslen har fået bestyrelsen til at dublere de kommende fire. Det betyder, at følgende operaer vises to gange: Turandot lørdag 12. og søndag 13. december, Hoffmanns Eventyr lørdag 16. og søndag 17. januar, Rosenkavaleren lørdag 6. og søndag 7. februar og Carmen lørdag 20. og søndag 21. februar. Alle vises kl. 10:00. Læs mere om vinterens store musikoplevelser i Bio Langeland her. (Lagt på nettet 26. november 2009)

Fin billetomsætning
Bestyrelsen for Langelands Biografforening kunne på sit seneste bestyrelsesmøde 9. november konstatere, at billetomsætningen i år til dato har været 885.964 kroner eller kr. 218.316 mere end sidste år. "Særdeles tilfredsstillende", udtaler bestyrelsen. (Lagt på nettet 12. november 2009)

Over 700 medlemmer af Langelands Biografforening
Langelands Biografforening, som står bag driften af Bio Langeland, har rundet 700 medlemmer. Helt præcist har foreningen nu 703 medlemmer, oplyser kasserer John Braaby. Medlemstallet er steget støt år for år siden biografens etablering i 2002. Det koster 100 kroner om året at være medlem, og for kontingentet får man to gratis biografbilletter til specielle medlemsforestillinger samt naturligvis adgang til den årlige generalforsamling. Vil du meldes ind, så send en mail til mail@biolangeland.dk (Lagt på nettet 4. november 2009)

Pigen og ilden blev storsælger
Billetsalget i september blev til 1718 stk. og en filmomsætning på kr. 95.756 kroner excl. moms. Biografens målsætning for filmomsætningen for 2009 er allerede nået, så Bio Langeland kan blive i B35 gruppen. Storsælgeren i september var 2. del af Stieg Larssons trilogi ”Pigen der legede med ilden”. Den solgte 1140 billetter. (Lagt på nettet 2. oktober 2009)

Køb billetter med rabat
Salget af medlemskab til Biografklub Danmark er startet. Ligesom de foregående år kan man købe medlemskab/billetark i Bio Langeland til 65 kr. - 85 kr. afhængig af antallet af medlemskaber - og dermed sikre sig syv kvalitetsfilm til halv pris.
Mere om Biografklub Danmark her (Lagt på nettet 16. september 2009)
 

 

 

Bio Langeland - Grønnegården 9 - 5900 Rudkøbing - Tlf.: 6251 1700 - mail@biolangeland.dk